Er du uundværlig? – 4 centrale take aways fra Seth Godins bog ”Linchpin”

Linchpin

Linchpin

Seth Godin er en af verdens mest kendte personligheder indenfor marketing og iværksætteri, og er forfatter til utallige bestseller-bøger, som Purple Cow, The Dip og Tribes, for ikke at nævne hans blog der bliver delt hundredvis af gange hver eneste dag. I 2010 udgav han bogen Linchpin, som jeg først nu, fire år efter, er kommet i gang med at læse. Jeg var ikke kommet halvvejs i bogen, før jeg følte mig nødsaget til at nedskrive de vigtigste punkter og dele dem her på min blog.

Kort fortalt handler Linchpin om hvordan man bør drive sin karriere og skabe en enestående fremtid som en ”linchpin”. En linchpin er mange ting, men vigtigst af alt er man som linchpin uundværlig for sin arbejdsgiver, hvilket betyder at man skaber større værdi for sin arbejdsgiver og sig selv. Modsætningen til en linchpin er en let erstattelig medarbejder, der kun følger instrukser, der møder til tiden og som ikke sætter sig for at løse komplicerede problemer – altså et anonymt tandhjul i en stor maskine.

Jeg har noteret mig fire centrale punkter i bogen, som jeg synes du skal kende til:

 

Alle har talent nok til at være en linchpin

Det måske vigtigste at gøre klart, og som Seth Godin nævner tidligt i sin bog, er at alle har talent nok til at være en linchpin. Du skal altså ikke være ualmindelig klog, eller være ekstraordinært kreativ for at være en linchpin. En linchpin udfordrer nemlig sig selv og status quo, ved at nedbryde de naturlige barrierer alle har i sig. Disse barrierer ligger i ”the lizard brain” og er en modstand overfor det at bryde normer, træde ind i rampelyset og udvikle vågede ideer. Disse er for mange, mig selv inklusiv, utroligt svære at nedbryde, men jo mindre indflydelse denne del af hjernen får, jo nemmere bliver det for dig, at blive en linchpin.

 

En linchpin tager risici

Hvis du ikke tager risici i dit arbejde er du ikke en linchpin.

Hvis du ikke tager risici, er det fordi du følger instruktioner fra en manual eller en chef eller normerne inden for det felt du arbejder i, og dermed har du ikke mulighed for at gøre det bedre end konkurrenterne. Hvis du derimod tager risici, har du mulighed for at udnytte muligheder, der gør at du kan slå konkurrencen, og dette giver værdi for din forretning eller din arbejdsgiver.

For at tage en risiko skal man også have en vis grad af optimisme. Uden optimisme, ser man ikke muligheder, og særligt når problemer opstår, er det vigtigt at man ser forandringen som en muligheder for at gøre noget, der er bedre end før. Vindere og linchpins er optimister, mens tabere er pessimister der frygter risici og forandring.

 

En linchpin er en kunstner

Seth Godin fortæller om en by i Kina der hedder Dafen. 60 % af verdens malerier bliver produceret af malere der bor her. Disse er ikke kunstnere, men malere, som producerer massevis af identiske malerier, der kan købes for 60 dollar per styk, inklusiv levering. Hvis de i stedet var kunstnere, der eksperimenterede og fandt sin egen stil, ville det være muligt at sælge malerierne for beløb der er hundrede eller tusinde gange højere. Selvom de er dygtige og har talent, formår de ikke at udnytte potentialet.

I vesten har vi det selvfølgelig nemmere ved at være kunstnere, fordi vi har de finansielle muligheder og et sikkerhedsnet, der gør at risikoen er meget lavere. Ikke desto mindre, er dette det essentielle i princippet om en linchpin. Du kan ikke blive succesfuld hvis du udelukkende kopierer andres værker. Vær en kunstner, og gå dine egne veje, så er du et skridt nærmere det at være en linchpin.

 

En linchpin er svær at erstatte

Hvis du er ansat i et firma, og dit arbejde er ret standardiseret og ikke kræver nogen risikofyldte beslutninger eller en vis kreativitet, så er det sikkert ret nemt at erstatte dig med en anden. Dette betyder at din arbejdsgiver ikke behøver at give dig lønforhøjelse som du får mere anciennitet. Du kan jo bare skiftes ud med en yngre, hurtigere eller bedre medarbejder.

Lederpositioner kræver typisk svære og risikofyldte beslutninger samt en vis kreativitet til at løse problemer. Derfor besættes disse jobs ofte af linchpins, og de belønnes også derefter. I lavere betalte jobs kan du sagtens agere som en linchpin, men typisk belønnes dette ikke, da arbejdsgiveren ofte forventer en meget standardiseret indsats, der ikke kræver kreativitet eller selvstændighed.

Hvis du vil belønnes efter din værdi som linchpin, skal du derfor finde et firma der ansætter og sætter pris på folk, der tager individuelle beslutninger og sætter spørgsmålstegn ved status quo. Hvis en arbejdsgiver ansætter på baggrund af karaktergennemsnit, IQ eller antallet af gennemførte kurser, er det nok ikke et sted en linchpin kan udnytte sit fulde potentiale.

Seth Godin mener faktisk at en rigtig linchpin ikke har brug for et CV. Dette kan lyde arrogant, men for mig er det ret ”spot on”. Folk som Richard Branson, Martin Lindstrøm, Gary Vaynerchuck og Bjarne Riis har nok ikke behov for at sende et CV for at blive ansat.

Godin anbefaler at man Googler sig selv for at se om man er en linchpin. Fordi den eneste måde hvorpå du kan bevise en fremtidig arbejdsgiver at du er en uundværlig linchpin, er at vise det, ikke fortælle om det. Du har muligheden for at lave en blog om det du har ekspertise i, du kan have lavet et interview som ligger på en anderkendt hjemmeside og du kan vise din ekspertise på Slideshare eller andre eksterne platforme. Hvis dette er tilfældet, vil side 1 på Google være den ypperste refleksion af hvor dygtig og uundværlig du er.

Er du uundværlig? – 4 centrale take aways fra Seth Godins bog ”Linchpin”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rul til toppen