Fordele og ulemper ved Shopify som webshop-system

Shopify

Opdateret d. 20. januar 2021

Denne artikel blev første gang udgivet den 10. februar 2015. Jeg har opdateret den et par gange siden, da Verden jo ikke står stille. Artiklen er skrevet til ligesindede, der lige som mig, hverken er webudvikler eller webdesigner, men som har en mindre forretning der skal markedsføres og sælge varer på nettet her i Danmark. Du får altså de erfaringer jeg har gjort mig med Shopify i virksomheden Cosina. Hvis du har spørgsmål om Shopify kan du stille dem i kommentarfeltet nederst, eller kontakte mig via e-mail.
Shopify logo

Går du rundt med tanken om at starte en webshop? I så fald står du sikkert også med den svære beslutning, at skulle vælge en platform (CMS) der matcher forretningskonceptet. Der er uendeligt mange webshop-systemer, og du kender sikkert, ligesom mig, kun en brøkdel af dem. Men, hvis du er helt nystartet, er der i virkeligheden nok kun en håndfuld relevante CMS’er at vælge imellem.

For mange vil valget stå mellem WordPress, Magento, PrestaShop, Drupal, Shopify og måske en eller to andre. Jeg har af disse 5, kun erfaring med WordPress og Shopify som CMS til webshop. Men, med udviklingen af mim webshops Cosina.dk, som er lavet i Shopify, vil jeg mere end gerne dele ud af mine erfaringer med netop dette system.

Hvad er Shopify?

Shopify er en canadisk virksomhed, der siden 2004, har udviklet systemer til webshops og point-of-sale systemer til detail. Kort sagt er Shopify’s webshop-system en all-in-one platform, der inkluderer hosting, CMS, ordresystem og CRM. Shopify er dermed en god løsning for enkeltmandsvirksomheder eller små virksomheder, der ikke har ressourcerne til at klare alt dette selv. Det er også en god løsning for dem der gerne vil hurtigt i gang, og som ikke har de helt store færdigheder indenfor html.

Fordele ved Shopify

Ud over en gratis prøveperiode på 14 dage, får du rigtig mange andre fordele med Shopify.

1. Fantastisk brugervenligt

Hvis du er ligesom de fleste andre Shopify-kunder, vil du også elske at bruge Shopify.

Det er tydeligt hvad deres målsætninger er:

  1. Det skal være nemt at sætte en ny shop op. Det kræver ikke kodning eller store tekniske kompetencer.
  2. Det skal være nemt at udvide shoppen med nye produkter, kategorier og artikler.
  3. Der skal ikke være en masse barrierer i forhold til at konkurrere på Google (SEO).
  4. Det skal være nemt at integrere Shopify med andet software, som man bruger i sin virksomhed. F.eks. nyhedsbrev, fakturering og fragt.
  5. Det skal være fleksibelt nok, til at kunne skalere forretningen.

2. Udvalg af templates til nem installering

themes.shopify.com kan du finde en række forskellige themes, eller templates, som du kan bruge til din webshop. Nogle er gratis, og andre koster typisk $180. Hvis du kan finde et theme der passer til din forretning, og hvis du ikke har nogen særlige krav til funktioner og opsætning, anbefaler jeg at bruge en af disse.

Du kan altid skifte theme eller få lavet et skræddersyet design når du har fået lidt mere erfaring med systemet, og ikke mindst fundet ud af hvilke funktioner dine kunder efterspørger.

Derfor synes jeg, at du skal komme i gang med et simpelt theme med det samme, og først bruge penge på en skræddersyet løsning, når du har fået noget erfaring

Vi startede med en skræddersyet løsning, og har sidenhen brugt en del penge på at få den videreudviklet. Set i bagklogskabens lys, kunne vi nok have gjort det smartere og billigere, hvis vi startede ud med et theme.

Hvad koster en skræddersyet hjemmeside til Shopify?

Hvis du har særlige krav, kan du finde Shopify certificerede programmører og designere, som kan lave en almindelig webshop til 10.000 – 50.000 kr. afhængig af funktionerne og afhængig af hvem du outsourcer til. Typisk er det noget dyrere at få det lavet i Europa end det er i Asien.

3. Exceptionel kundesupport

En anden fordel ved Shopify er den fantastiske kundeservice, som du kan kontakte 24 timer i døgnet. Med kontor i Canada, der i øvrigt er kendt som et yderst venligt land, får du ofte en service, der overgår dine forventninger. Selv om de ikke er forpligtet til at hjælpe dig med programmeringsarbejde, sker det alligevel at de bruger fem minutter på at hjælpe dig videre, hvis de kan.

For eksempel havde jeg et problem med indholdet på en ordrebekræftelse, som ikke fulgte de retningslinjer vi har i Danmark. Derfor fiksede vores Shopify-kontaktperson dette indenfor et døgn, selvom det krævede en mindre programmeringsindsats.

Inden du tager fat på kundeservice, kan du søge efter en løsning på docs.shopify.com, som har et svar på langt de fleste almindelige problemer.

Særligt hvis du ikke er så skarp til programmering, er Shopify’s kundeservice en afgørende faktor i valget af webshop system.

4. App Store

Shopify giver mulighed for integration af en lang række apps, som kan bruges til markedsføring, salg, social media marketing, levering, lagerstyring, bogføring, kundeservice og rapportering. Mange af dem koster et sted mellem $5 og $50, men du finder også en del apps der er gratis.

Min anbefaling er dog, at du passer på med hvor mange apps du installerer. De gør nemlig din hjemmeside tungere og dermed langsommere.

Brug derfor penge på de virkelig gode apps, og fravælg de apps der er gratis, men som ikke giver den store værdi til bundlinjen. Du kan altid få udviklet funktioner af et Shopify-webbureau. Det koster lidt til at starte med, men det er en bedre løsning på sigt.

5. Integreret blogsystem

I disse tider, hvor content marketing er det helt store, er det vigtigt at have en platform der kan håndtere indhold. For eksempel i form af en blog. Shopify platformen inkluderer en blogfunktion, der er nem at bruge for alle.

Hvis du har startet en webshop, anbefaler jeg at gøre brug af en blog eller i det mindste lave indhold på anden vis. Indhold der svarer på din målgruppes spørgsmål, driver relevant trafik, som du med tiden kan konvertere til salg på din shop.

Men pas på, at dine blogartikler ikke kanibaliserer på dine salgssider (kategorier og produkter). Du skal altså ikke have en artikel og en kategoriside der omhandler det samme.

6. Automatisk kanonisering af duplikerede sider

Hvis du ikke er en haj indenfor søgemaskineoptimering (SEO), kender du måske ikke til de mange vigtige detaljer, der kan gøre forskellen på, om du er mere synlig online end dine konkurrenter. Særligt for webshops, der har ens eller tilnærmelsesvis ens produkter på flere URLer, er det vigtigt at løse problemet med duplikeret indhold.

Et produkt i flere varianter (størrelser, farver, osv.), ligger sommetider på flere URLer med det samme indhold. Det betyder, at søgemaskiner, såsom Google, ikke kan finde ud af hvilken URL/side der er den rigtige, og den ved derfor ikke, hvilken side der skal vises i søgeresultaterne. Dette er Google ikke glad for, og du får derfor en lavere position, hvor du ikke opnår så meget trafik.

Når du har et produkt, eller andet indhold, der ligger på flere sider, skal du kanonisere alle de duplikerede sider til den originale side. Dette gøres med et såkaldt rel=canonical tag som indsættes i kildekoden på de duplikerede sider. Da dette hurtigt bliver en uoverskuelig opgave, kan det være en fordel at CMS’et kanoniserer duplikerede sider automatisk. Dette gør Shopify, og det er ikke mindre end fantastisk for en SEO-nørd som mig.

Duplikerede sider opstår også ofte når produkter ligger under flere kategorier. For eksempel kan et par Nike Zoom Vomero 9 løbesko ligge under kategorien ”løbesko” (f.eks. www.webshop.dk/loebesko/nike-zoom-vomero-9) og de kan ligge under kategorien ”Nike” (www.webshop.dk/nike/nike-zoom-vomero-9).

Shopify har en lidt speciel URL-struktur, og et produkt vil derfor komme til at have URLen www.webshop.dk/products/nike-zoom-vomero-9. Når dette produkt lægges i en kategori, f.eks. ”løbesko”, får du endnu en side/URL. Denne kommer til at hedde www.webshop.dk/collections/loebesko/products/nike-zoom-vomero-9. Shopify kanoniserer derfor URLen med kategorien (/collections/loebesko/products/nike-zoom-vomero-9) til den originale ”rene” URL (/products/nike-zoom-vomero-9).

Hvis du kender lidt til SEO ved du måske, at denne URL-struktur ikke er helt perfekt, og det kommer jeg nærmere ind på senere i artiklen.

7. Variantfunktion

Shopify har en yderst smart variantløsning integreret i systemet. Denne giver dig mulighed for at have produkter i flere varianter. Tag for eksempel denne røremaskine, som fås i fire forskellige farver.

Variantfunktionen i Shopify

Man laver ganske simpelt en produktvariant med fire forskellige farver, inde i Shopify’s dashboard.

Dette betyder at du ikke skal lave fire forskellige produktsider, og ikke mindst, at den besøgende ikke behøver lede efter den rigtige farve, på en lang og forvirrende kategoriside. Faktisk kan du have flere end én type variant.

Hvis røremaskinen kunne fås i forskellige størrelser, ville det også være muligt at vælge en stor rød røremaskine, eller en lille sort røremaskine.

Som ’icing on the cake’, har du også mulighed for at give hver variation et matchende billede. I eksemplet med røremaskinen vil billedet skifte til en rød røremaskine hvis du vælger den røde variant.

8. Shopify Meetups i Danmark

Der har i mange år været et stort community omkring WordPress, hvilket har betydet, at man altid har kunnet finde hjælp og sparring.

Shopify er dog kommet godt efter, og afholder meetups i både København og Aarhus, hvor man kan mødes med andre webshop-ejere, og ikke mindst kan man høre oplæg fra forskellige eksperter og firmaer der er relevante for e-købmænd der arbejder i Shopify.

Ulemper ved Shopify

Ligesom der er en lang række fordele ved Shopify, er der naturligvis også nogle ulemper, som du skal tage højde for, når du vælger en shop-løsning.

1. URLer kan ikke tilpasses

Jeg har tidligere i indlægget forholdt mig til URL-strukturen i Shopify webshops. Kort fortalt bruger shopify fire termer til at differentiere mellem de fire brugte sidetyper:

  • /collections/
  • /products/
  • /pages/
  • /blogs/

Collections bruges til at beskrive en kategori.

Products bruges til at beskrive et produkt.

Pages bruges til at beskrive almindelige landing pages.

Blogs bruges til at beskrive sidens blog(s).

Google og andre søgemaskiner bruger URLer til at vurdere hvad en side handler om, og da ”pages”, ”collections”, osv. ikke beskriver en landingsside, er det kun unødig spild. En URL bør altid være så kort som muligt.

Dermed forringes muligheden for at ligge i top på en relevant søgning.

Dette er ikke en katastrofe, og du kan stadig slå dine konkurrenter på Google. Men hvis dine konkurrenter er rigtig skarpe til SEO, vil du have en ulempe her.

Shopify’s URL struktur har dog også fordele. Det faktum at alle produktsider og kategorisider ligger på niveau to i URL’en (f.eks. /products/produktnavn) gør at søgemaskinerne tillægger siderne en højere værdi end de sider, som konkurrenterne har på niveau tre eller fire (f.eks. /kategori/underkategori/produktnavn).

Derudover skal Shopify også krediteres for at have rene URLer uden brug af “_”, ”id”, ”html”, ”=” og tal.

2. Prisen

Med alle disse features der gør det nemt for webshop-ejeren at komme i gang, er der naturligvis en pris på hele herligheden. Og den er ikke helt lille. Shopify har tre forskellige planer. En ”basic shopify”, en ”shopify” og en ”advanced shopify”. Priserne er på hhv. $29, $79 og $299.

De fleste vil nok bruge “shopify” til $79, mens det kun er de helt store der skal bruge den dyre plan.

Dertil kommer et såkaldt ”transaction fee” ved brug af eksterne betalingssystemer på hhv. 2 %, 1 % og 0,5 % af salget på webshoppen. Dette bør du tage højde for, når du vælger shop-system. Du kan finde detaljerne for de tre planer på Shopify’s hjemmeside.

Til sidst skal du også huske at tage højde for brugen af apps. Hvis du forventer at skulle bruge flere apps, der ikke er gratis, bør du være realistisk, og vurdere om det i sidste ende er pengene værd. Prisen er nemlig ikke et engangsbeløb, men en månedlig fee. På et tidspunkt vil det akkumulerede beløb måske overstige det beløb, du skulle have betalt for et alternativt setup i en open source platform.

3. Annullering af Shopify-konto

Den måske største ulempe ved Shopify er, når, eller hvis, man vil flytte sin webshop over på en anden platform. Shopify tillader nemlig ikke overførsel af data og indhold til en anden platform, ud over en CSV-eksport.

Annullering af Shopify konto

Selvom dette er en stor ulempe, er Shopify en løsning der klarer skalering rigtig godt. Selvom din forretning vokser, vil det ikke være nødvendigt at skifte Shopify ud med en anden platform. Derfor er dette ikke nødvendigvis et stort problem.

4. Komplekse tilpasninger af webshoppen

Hvis du skal have lavet nogle komplekse tilpasninger af shoppen, som skal laves manuelt i koden, er det nødvendigt at finde en shopify specialist. Programmeringssproget er nemlig ikke helt det samme som for eksempel WordPress, og da Shopify ikke er helt så udbredt som WordPress, er der naturligvis også færre danske programmører der er specialister i Shopify. I udlandet finder man dog en række specialister til fornuftige priser.

Shopify er perfekt…

… for nye webshopejere der skal igang hurtigt og let, og gerne vil have en sikker, SEO-venlig, all-round løsning med lagerstyring, kundekartotek, automatisk mail-notifikationer og rapportering i én pakke. Selvom du har ambitioner om at vokse virksomheden, vil du med shopify stadig kunne udvikle webshoppen til en millionforretning.

Shopify er ikke perfekt…

… hvis du har store krav til skræddersyede funktioner, der skal ændres løbende, og ikke har brug for de mangle lækre løsninger som gør Shopify dyrere end mange andre webshop-platforme.

Hvis du vil prøve Shopify af helt gratis i 14 dage, kan du støtte denne artikel ved at følge linket her (annonce):

Prøv Shopify gratis i 14 dage

Held og lykke med dit webshop-projekt!

Fordele og ulemper ved Shopify som webshop-system

43 tanker om “Fordele og ulemper ved Shopify som webshop-system

  1. Hej, vi har en boghandel i Torshavn på Færøerne, og er på udkig efter en webløsning hvor vi kan sælge vores varer på nettet. Hvis vi bruger Shopify webløsningen skal man så bruge en bestemt betalingsmåde eller kan man bruge PayPal eller Nets?

    Mvh
    Richard Schwartson

  2. Hej Richard

    Der er flere muligheder for betaling. Gå til https://www.shopify.com/faq/what-is-a-third-party-processor og se hvilke løsninger du kan bruge til Shopify. PayPal er en af de mange muligheder.

    Vi bruger selv epay, som fungerer med bl.a. Dankort, Visa, MasterCard og MobilePay. Se hele listen på http://www.epay.dk/betalingsformer/oversigt.asp.

    Det lyder spændende med dit projekt. Shopify er i hvert fald en god og sikker løsning, som er nem at arbejde med.

    Mark

  3. Hej Richard 🙂

    Kan man bruge shopify som hjemmeside – eller er det så bedre at bruge et andet system hvis man ikke har brug for at sælge lige nu ?

    Mvh Katrina

    På forhånd tak !

  4. Hej Katrina

    Tak for dit spørgsmål.

    Du kan sagtens bruge Shopify som en almindelig hjemmeside. Der er det lille “light” abonnement som koster $9 om måneden. Med denne kan du oprette sider, blogposts og produkter (som ikke kan købes online). Hvis du så med tiden vil give dine kunder mulighed for at købe online, kan du bare opgradere til “basic” abonnementet.

    Hvis du har en fysisk butik kan du i øvrigt få Point of Sale med “light” abonnementet.

    Hvis du ikke har tænkt dig at sælge online inden for det næste år eller to, kan du nok lige så godt lave et WordPress site. Her kan du senere vælge at tilkoble woocommerce, og så er der i øvrigt lavet en ny feature, der gør at man kan koble et Shopify-abonnement på sin WP-hjemmeside.

    Mvh Mark

  5. Hejsa!
    Hvordan er det med moms, skat og andre danske love i forhold til shopify? Hvad skal man være opmærksom med?

    1. Hej Nikolaj
      Tak for dit spørgsmål.
      Kan du specificere en smule? Det er et noget bredt spørgsmål 🙂

      Mark

    1. Hej Ralph
      Jeg ved at der er flere forskellige Apps der kan oversætte til andre sprog. Og det skulle være muligt at ændre sproget på checkout (så vidt jeg har kunnet læse mig frem til). Jeg har ikke selv nogen shops med multiple language, så jeg vil anbefale at du først tester det ved at åbne en shop. Du kan jo prøve den gratis i 14 dage og så lukke den ned bagefter, hvis det ikke fungerer.
      Mvh
      Mark

  6. Hejsa, jeg har selv opretter online shop hos Shopify, fik betalt URL for et år, nu venter jeg at de godkender mig.
    Jeg synes jeg har lavet det ok, men jeg vil gerne hjælp af en ekspert til opsætning af fragt, dato for levering mm
    Er det noget du vil hjælpe med og hvor meget vil du tage for det?
    Mvh AS

    1. Hej Amra

      Jeg vil egentlig anbefale at du får hjælp af en certificeret shopify developer, hvis du vil have hjælp med flere ting. Det kan du helt sikkert finde på https://experts.shopify.com/ eller i Facebook-gruppen “Shopify Danmark (udvikling og hjælp)”. Her kan du også stille en masse spørgsmål. Jeg vil ikke kalde mig selv ekspert, men har selvfølgelig erfaring med systemet.

      Måske jeg kan give et par tips her i kommentarfeltet der kan få dig videre med dit projekt.

      Med hensyn til dato for levering, så fik vi faktisk lavet den funktion der hedder “Vendor”, om til at hedde “Leveringstid”, og så laver du bare forskellige tider. Fx “1-2 dage”, “3-5 dage” og “bestillingsvare”. Hvis du ikke kan ændre det i koden selv, kan du få en Shopify Developer til det for meget få kroner.

      Med hensyn til opsætning af fragt, kan du lave forskellige fragtrater under Settings –> Shipping. Du kan få koblet GLS og lignende på vha. apps som er skræddersyet til Shopify.

      Jeg håber det kan hjælpe dig lidt på vej.

      Mark

  7. Tak for en fin side og beskrivelse!!
    Jeg har et lidt simpelt spørgsmål, men til noget der irriterer mig lidt (som ny shopify webshopejer). Hvordan får man notifikationen på appen til at gå væk efter at man har behandlet salget? 😊
    Mange hilsner
    Lene

    1. Hej Lene
      Tak for dit spørgsmål. Jeg håber du er kommet godt i gang med shoppen.
      Du skal bare klikke på “Fulfill items” inde på ordren. Så skulle notifikationen gerne forsvinde.
      Mvh
      Mark

  8. Hej Mark
    Tak for super fin side!
    Jeg har fået besked fra UnoEuro, at de vil opdatere mit webhotel, og i den forbindelse beder mig opgraderer mit CMS og tilhørende plugins/temaer inden.
    Mit spørgsmål er nu: Gør Shopify ikke det automatisk?
    Hvis ikke, hvor gør jeg så det?
    Mvh.
    Lotte

    1. Hej Lotte
      Beklager, at du har ventet på et spar så længe. Jeg tænker ikke , at der skulle være noget i vejen for at opdatere dit webhotel, som du selv skriver. Det er mere hvis du bruger fx WordPress er der kan være en masse ting der skal opdateres.
      Venlig hilsen,
      Mark

  9. Hej Mark,
    Jeg er ved at få produceret varende til min webshop, men kunne godt tænke mig at gå i gang med hjemmeside. Vil det være muligt at vælge light modellen iforhold til ikke at betale 29$ for noget, som jeg egentlig ikke får brugt før webshoppen åbner her i okt- nov?
    Mvh
    Sara

    1. Hej Sara
      Shopify tilbyder ikke længere light-modellen. Du er altså nødt til at betale $29 for Basic-modellen efter prøveperioden er udløbet. Jeg vil anbefale at du investerer de penge der skal til for at have tid nok til at udvikle sitet. Det kommer jo lidt an på om du har mange produkter der skal oprettes og om designet skal laves fra bunden eller du bruger et theme. Husk at det kan tage nogle uger at få godkendt betaling.
      Held og lykke med din shop.
      Mark

  10. Hej Mark – Anbefaler du at tilkoble en app til styring af fragt? Jeg er ny i Shopify, så er lidt i tvivl om man skal bruge en app?
    – Mie

    1. Hej Mie
      Det er ikke nødvendigt at tilkoble en app til fragt. Det kommer lidt an på dit setup. Vi sælger kun til erhverv og har derfor ikke brug for, at kunden skal kunne vælge et sted at hente pakken. Det kan du nemlig få apps der gør.
      Shopify klarer selv det der med at udregne fragtpriser på den enkelte ordre.

      Venlig hilsen
      Mark

  11. Hej Mark

    Tak for fin artikel som er en kæmpe hjælp for at komme igang med Shopify.

    Som mange andre her i tråden er jeg igang med at bygge vores lille webshop og er kommet lidt i tvivl omkring betalingsmodul. Har også prøvet at søge rundt men kan ikke finde en artikel der sammenligner de forskellige løsninger. Kan du evt. uddybe hvorfor du har valgt epay og ikke andre leverandører der også kan tage imod dankort mm.? Er du/I ellers glad for jeres valg og er der noget særligt man skal være opmærksom på inden man vælger betalingdmodul?

    Mvh.
    Salar

    1. Hej Salar
      Tak for din kommentar.
      Det er ved at være længe siden nu, men vi havde hørt godt om Epay dengang gennem anmeldelser, og derfor prøvede vi dem. Vi fik rigtig værdifuld hjælp til at sætte det op af en medarbejder, og indtil nu har der ikke været nogen problemer med Epay. Så vidt jeg kan forstå, blev de på et tidspunkt opkøbt af Bambora, og siden da har de forsøgt at sælge disse nye abonnementer. I den forbindelse skal man lige passe på, og regne på hvilket der giver mening for ens forretning. Vi valgte Epays gamle abonnement fordi der ikke er gebyr på salg, og da vi sælger dyre produkter, giver det mere mening for os at betale en højere fast pris, men uden gebyr. Med Bambora får du dog også indløsningsaftale med, så du har et billigere abonnement (fast månedlig pris), men du skal til gengæld betale et højt gebyr som procent af salget.
      Jeg håber det hjælper dig lidt på vej. Men læs lidt på det, da jeg måske ikke kender de seneste ændringer.
      VH
      Mark

  12. Hej! God side med massere af info!

    Jeg er igang med at sætte en lille webshop op som skal sælge relevante produkter for fodbold interesserede.

    Når jeg søger efter varer synes jeg stort set alle varer har en leveringstid på 20-40 dage. Dette virker for mig som lang tid…? Betyder dette at kunden som har købt hos mig først modtaget sin varer op til en måned efter den er bestilt?

    Hvad har du af erfaringer med dette?
    Har du ellers gode råd til mit lille problem her…?

    1. Hej Patrik
      Beklager det MEGET sene svar. Har simpelthen været begravet i arbejde, og har ikke haft tid nok til at tjekke op på min blog.
      Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål.
      Hvilke varer er det, at der har en leveringstid på 20-40 dage? Du styrer vel selv hvor lang tid det skal tage at levere til dine kunder.
      Håber at du kom godt i gang med shoppen.
      VH
      Mark

  13. Hej Mark, tak for et fedt indlæg om Shopify. Jeg har bestilt en dns pegning igår fredag. Men den synes stadig ikke at være gået igennem. Hvad er din erfaring forbinde et domæne med Shopifys webshop, hvor lang tid tager det ca. ? Mvh Jill 😊

  14. Hej igen, jeg kontaktede deres chat support, og fik løst det på 10 mine Super kundeservice, som du også skriver. Tak. Mvh Jill 😊

  15. Hej, jeg er i gang med at starte en engelsk shopify shop. Er dog i tvivl omkring hvordan og hvilken form for virksomhed jeg skal oprette den som. Er der nogle ting jeg skal være opmærksomme på? Såsom moms, import/eksport osv.
    Endvidere er jeg også i tvivl hvis kunden ikke er tilfreds med varen eller der mangler noget. Jeg har tænkt mig at bruge Aliexpress, men ved ikke hvordan det fungerer hvis kunden vil sende den retur..

    1. Hej Rasmus

      Tak for dit spørgsmål. Jeg har dog ikke erfaring med at starte virksomhed i England, og særligt nu hvor de er på vej ud af EU, skal man nok lige være sikker på hvordan det bliver fremadrettet.
      Jeg vil anbefale at du får hjælp af en med erfaring i at starte firma i UK eller får rådgivning af en lokal revisor/advokat der kender til regler mht. returnering osv.
      Venlig hilsen
      Mark

  16. Hej Mark

    Ja, tak for en god side her!

    Jeg er ved at oprette en webshop og overvejer shopify. Pt har jeg mit domæne hos wordpress, skulle der være noget problem i at flytte det derfra, ved du det?

    Og så skal jeg lige høre dig om du har erfaring med abonnementservice hos shopify og hvordan man tilføjer det?

    Bh Mads

    1. Hej Mads
      Tak for din kommentar.
      Der skulle ikke være noget i vejen for at gå fra WP til Shopify. Du skal bare have peget dit domæne over mod din Shopify-hjemmeside i stedet. Det gør du bare ved dit webhotel.
      Du kan kun bruge Shopify med abonnement. Der er ikke noget gratis udgave. Du skal bare vælge den løsning der passer dig bedst. Det kommer lidt an på hvor meget du omsætter bl.a. Tjek deres prisliste og lav nogle udregninger. Man sparer nemlig lidt på omsætningsgebyret hvis man går op på den dyre plan. Du skal betale 2% af din omsætning ved den billige plan og 1% ved den lidt dyrere plan.
      Det er nemt at oprette sig. Du kan starte med en free trial og få lidt erfaring med det inden du tager springet.
      MVH
      Mark

  17. Hej Mark.

    Jeg er 15 år gammel og har lyst til at starte min egen shopify butik, hvor jeg dropshipper fra Aliexpress (altså hvor jeg ordrerne bliver sendt direkte fra Aliexpress sælgere til kunden). Og det skal kunne sendes internationalt. Problemet er dog bare, at jeg stadig er umyndig og Statsforvaltningen siger at man skal skrive ind til dem med hensyn til opstart af virksomhed. Dog er jeg lidt i tvivl om ting som bogføring, skat og årsregninger og det er noget jeg helt selv skal sørge for, eller om Shopify automatisk sender ting som bogføring og skat selv

    Tak på forhånd
    Augustas

  18. Hej Mark.

    Jeg er 15 år gammel og har lyst til at starte min egen shopify butik, hvor jeg dropshipper fra Aliexpress (altså hvor jeg ordrerne bliver sendt direkte fra Aliexpress sælgere til kunden). Og det skal kunne sendes internationalt. Problemet er dog bare, at jeg stadig er umyndig og Statsforvaltningen siger at man skal skrive ind til dem med hensyn til opstart af virksomhed. Dog er jeg lidt i tvivl om ting som bogføring, skat og årsregninger og det er noget jeg helt selv skal sørge for, eller om Shopify automatisk sender ting som bogføring og skat selv

    Tak på forhånd
    Augustas

    1. Hej Augustas
      Fedt at høre, at du tør springe ud i livet som iværksætter som 15-årig. Du skal nok have en forældre til at oprette virksomheden, og så må du købe den når du bliver 18 år. Ellers kunne der måske være mulighed for at få kompensation. Jeg tror dog ikke det er så nemt.
      Med hensyn til bogføring, så findes der et plugin der hedder IEX til at sammenkoble Shopify med økonomistyringsprogrammer. På den måde bliver der automatisk oprettet en faktura i økonomisystemet når du sælger noget. Men du skal stadig bogføre alle udgifter osv. Det lærer du sikkert hurtigt. Det med skat, kan Shopify ikke hjælpe med. Det findes der vist ikke nogen systemer der kan.
      Jeg vil anbefale, at du finder en partner eller måske en mentor der har erfaring med ecommerce eller det at drive en virksomhed. Uanset hvor gammel man er, kan det være en stor fordel. Min erfaring er nemlig, at man ikke kan være dygtig til alt. Så find en person der komplementerer dine evner.
      Held og lykke.
      Mark

  19. Hej, tak for en fin artikel. Har jeg forstået det ret at man ifbm Shopify skal betale til; shopify, gateway og indløser? Hvis det er rigtigt kan jeg ikke se hvordan det kan betale sig økonomisk ifht gratis systemer som wordpress og woocommerce hvor man kun betaler for gateway og indløser. Kan du kaste lidt lys over dette?

    1. Hej Anders
      Det er rigtigt nok. Shopify koster penge. Du skal betale et abonnement og dertil et gebyr som en procentdel af din omsætning. Jeg vil påstå, at hvis du ikke kan få det til at løbe rundt pga. denne omkostning til Shopify, så tjener du ikke nok på det du sælger. Jeg kan godt forstå, at du foretrækker en gratis løsning, og det kan du sagtens gøre, hvis du har godt styr på WordPress/woocommerce.
      Det du skal huske på er, at WordPress er lavet til blogging og Shopify er lavet med henblik på at køre en webshop. Det mærker man også.
      Jeg har ikke nok erfaring med Woocommerce til at sammenligne de to, men jeg kan anbefale at bruge penge på et betalt shop-system, uanset om det hedder Shopify eller noget andet. Det gør det sgu bare lidt nemmere at drive en shop synes jeg.
      VH
      Mark

  20. Hej,
    En af vores kunde er interesseret i jeres shop løsning. Jeg skal hjælpe dem med valg. De vil gerne integrere det med deres nuværende ERP system Navision 2013 R2.
    Har I lavet en integrations pakke/løsning med Dynamics Nav 2013 R2 version?
    Venlig hilsen
    Zeljko

  21. Hej Mark

    Super godt indlæg om Shopify, jeg er også selv glad for jeg tog skiftet fra WooCommerce til Shopify. Bare det at jeg ikke skal opdatere plugins konstant er guld værd 🙂

    1. Hejsa og tak for en rigtig god side omkring Shopify. Er ny på Shopify delen, men har efterhånden drevet et par domæner i en del år.

      I forhold til “fragt” har jeg valgt at tilknytte appen Shipmondo, som er integreret i Shopify. Her kan du faktisk vælge forskellige fragtløsninger – incl. GLS. Det ser ud til at virke rigtigt godt.

      1. Hej Flemming
        Tak fordi du vil dele dine erfaringer med Shopify og Shipmondo her på siden.
        Held og lykke med din butik 🙂
        VH
        Mark

  22. Hej!

    Jeg er igang med at opstarte en shopify webshop. Min plan er kun at sende til USA, men jeg er lidt i tvivl om nogle få ting.

    Hvis jeg kun sender til USA, så skal jeg vel ikke betale dansk moms? Skal jeg betale amerikanske taxes selvom jeg ikke er resident?

    Skal man egentligt betale skat af sine udgifter? (ads, betaling af firma bankkonto og shopify abonnement mv.).

    Håber du kan svare på mine spørgsmål, selvom indlægget er af ældre dato 😋😄

    1. Hej Florian
      Beklager meget, at din kommentar var blevet overset for nu meget lang tid siden. Jeg håber du har fået svar på dit spørgsmål andetsteds. Jeg er jo alligevel ikke ekspert i skat og moms 🙂
      VH
      Mark

  23. Hej Mark

    Jeg faldt lige over din side her, og tænker du måske kan besvare et spørgsmål ang. Shopify.

    Jeg er konsulent for en shop der har fem sprog. Dog har vi set, at ordrebekræftelser, returneringsbekræftelser mv. bliver sendt ud på dansk – også selvom man handler på det franske eller tyske site. Inde i meddelelser ligger alle skabelonerne dog oversat til alle fem sprog.

    Kan det være noget i koden, der er peget forkert? Eller?

    På forhånd tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rul til toppen