Jeg har for få dage siden lagt mærke til nye titler i Google’s søgeresultater. Som dette billede viser, er Google i gang med at teste title tags uden understregning og i større skrift end dem du ser i de sædvanlige SERPs.
Umiddelbart skulle man ikke tro at det har den store betydning dig som har en hjemmeside og for den måde du arbejder med SEO på. Men når titlen bliver større, kan Google ikke vise nær så mange tegn i søgeresultatet. Jeg bruger selv 65 tegn som max længde på mine title tags, og MOZ anbefaler max 70 tegn. Men, i disse nye resultater er selv 64 tegn for meget. Eksemplet ovenfor viser tydeligt hvordan et title tag i ’normal’ længde bliver vist, hvis Google vælger at rulle disse nye SERPs ud.
Hvad betyder dette for dig som hjemmesideejer?
Hvis dette er fremtiden, bliver du som hjemmesideejer nødt til at tage action på dine title tags. For når Google ikke viser hele tagget, vises […] i stedet for de manglende tegn. Dette betyder at søgeren vil være mindre tilbøjelig til at klikke på linket til netop din hjemmeside, i hvert fald hvis de andre søgeresultater indeholder hele titler, der rent faktisk giver mening. Prøv selv at sammenligne ovenstående søgeresultat med et resultat fra en ’normal’ SERP hvor hele titlen er vist (se billede nedenfor).
Du skal naturligvis ikke begynde at korte alle dine titler ned med det samme, men hold øje med søgeresultaterne, og tag affære hvis Google vælger at indføre disse nye titler.
Hvorfor tester Google større titler?
Den manglende blå streg under title tagget er formentlig en kosmetisk ændring, som skal gøre brugeroplevelsen en smule bedre. De nye korte, og større titler, giver måske ikke en væsentlig forbedret brugeroplevelse for folk der hovedsageligt bruger desktop-computer i dagligdagen. Men på smartphones og andre mobile devices, som har mindre skærme, kan det være en fordel med større titler. Man jo ved selv hvordan det kan være at skulle ramme et lille link på en lille skærm med sine lidt for tykke fingre.
Brugen af smartphones har været i kraftig stigning de sidste år, og en tredjedel af alle søgninger bliver nu foretaget på et mobilt device. Google har allerede gjort det klart at de giver mobilvenlige hjemmesider en fordel i SERPs, så hvorfor ikke også gøre søgeresultaterne mere brugervenlige for mobile brugere?
Os SEO-folk og hjemmesideejere skal hele tiden følge med de af Googles ændringer, der har indflydelse på den trafik vi får ind, og derfor vil jeg holde øje med om jeg skal til at korte mine titler ned. Det bør du også gøre, hvis du vil hjælpe brugerne med at få øje på din hjemmeside i Googles søgeresultater.