Top 10 Inbound Marketing tools

Inbound Marketing Tools

Inbound Marketing Tools

 

#10 – Marketing Grader

Marketing Grader fra Hubspot er et gratis tool til at “grade” ens hjemmeside. Toolet giver et ret holistisk indblik i ens online tilstedeværelse, og er derfor perfekt til at lave en simpel tjekliste med forbedringsforslag, og til at overvåge ens løbende performance på nettet. Som du får arbejdet dig igennem listen af opgaver, burde den karakter du får fra Marketing Grader, blive forbedret. Med Marketing Grader kan du bl.a. få vurderet dine blogindlæg, dine links, samt de vigtigste on-page parametre. Du finder Marketing Grader på www.marketing.grader.com.

 

#9 – Page Analytics (by Google)

Page Analytics (by Google) er en Chrome applikation, som du kan downloade helt gratis. Page Analytics bruger du til hurtigt at se en landingssides vigtigste trafikinformationer, såsom sidevisninger og afvisningsprocent. Derudover kan du, når du slår app’en til, se den procentvise fordeling af klik på din sides links. Dette er en meget brugbar funktion, da du hurtigt vil kunne se, om brugerne klikker på de links, du gerne vil have dem til at klikke på. Hvis et link nederst på siden får flere klik end et link øverst på siden, bør du nok overveje, om de to links skal bytte position, så det vigtigste link er mest synlig. Du kan tilføje app’en på Chrome’s Web Store.

 

#8 – Ahrefs

Ahrefs er et fantastisk tool til link- og siteanalyse. Der er meget få tools der kan gennemgå en hjemmeside for så mange on-page OG off-page elementer som Ahrefs kan – og så i den kvalitet. Som et link-tool, kan du med Ahrefs få et fuldt overblik over din linkprofil. Dette inkluderer lister med linkende domæner, ankertekster, landeinddeling af linkende domæner, mentions, social shares, og meget mere. Ahrefs’ on-page analyse giver dig en liste af crawlede web pages, samt info om on-page elementer som title tag, headings og HTTP statuskode. Du kan lave CSV-udtræk af alle disse data, som du derefter kan bearbejde i Excel. For at få det fulde udbytte af toolet, skal du betale mellem $79 og $499 per måned. Du kan dog sagtens få en masse ud af deres gratis-abonnement, indtil du har besluttet dig for om det er værd at investere i.

Jonathan Lindahl har lavet en udførlig guide til Ahrefs’ gratis-version, som du bør tage et kig på. Prøv Ahrefs toolet på Ahrefs.com.

 

#7 – MozBar

Moz har, ligesom SEOBook, lavet en toolbar, som man gratis kan tilføje sin browser. Moz er et anerkendt online marketingbureau, som udvikler software til folk der arbejder med Inbound Marketing og SEO. MozBar kan bruges til at skabe et hurtigt overblik over en web page på ens hjemmeside eller en konkurrents side. Du får både on-page elementer, såsom http statuskode, meta tags, headings og alt tags, samt off-page elementer, såsom sociale aktiviteter og links. Selv bruger jeg ofte MozBar til at få en sides ”page authority” til når jeg laver intern linkbuilding og ikke mindst en hjemmesides ”domain authority” til outreach. Download Chrome applikationen helt gratis på Chromes Web Store.

 

#6 – Link Research Tools

Link Research Tools (LRT) er et allround link-værktøj fra tyske Cemper. Det omfattende antal funktioner i LRT gør toolet til et must for alle search-bureauer og større virksomheder der arbejder seriøst med SEO. Det betyder selvfølgelig også at LRT ikke er et gratis værktøj. Den dyreste plan koster €1.299 per måned og inkluderer alle 20 funktioner, mens den mindste koster €99 og giver adgang til 14 af de 20 funktioner, men den tillader langt færre credits, som du skal bruge til at køre linkanalyserne.

Med LRT kan du bl.a. udtrække linkmuligheder vha. f.eks. ”Common Backlinks Tool”, som finder links til dine konkurrenters hjemmesider. Ejerne af disse links kunne måske ligeså godt linke til din hjemmeside, som de kan linke til dine konkurrenter. Derudover findes der funktioner der kan monitorære dine links, finde døde URLer med indgående backlinks, og ikke mindst ”Link Detox”, der hjælper med at analysere autoriteten af dine links med henblik på at undgå at blive ramt af Google Penguin.

 

#5 – Screaming Frog

Screaming Frog er en SEO spider du kan installere på din computer og bruge til at crawle hjemmesider. ”Edderkoppen” crawler en hjemmeside for forskellige on-site ellementer, som du kan bruge i dit arbejde med teknisk SEO og ikke mindst on-site optimering. Selv bruger jeg ofte Screaming Frog til at identificere hvilke landing pages der ikke har optimerede meta tags og headings, og ikke mindst for lange eller korte meta tags. Hvis du har med en stor hjemmeside at gøre, for eksempel en webshop, kan du eksportere dataene i excel, og deri filtrere linjerne så du bl.a. kan identificere title tags, der er over de tilladte 482 pixel. I udtrækket får du også en liste med redirects og fejlsider, hvilket er vigtigt når du arbejder med teknisk SEO.

Værktøjet er gratis, men er i denne version begrænset til 500 URLer. Dog kan du til kun £99 om året få et uendeligt antal URLer crawlet. Dette kan hurtigt betale sig hjem, hvis du ofte arbejder med hjemmesider på mere end 500 sider.

 

#4 – BrightEdge

BrightEdge er et omfattende SEO-multitool. Det særligt passer behovet hos større organisationer, samt searchbureauer, der arbejder seriøst med SEO. Hvis din organisation afsætter mange ressourcer til SEO, tidsmæssigt såvel som økonomisk, kan det være en god investering at give afkald mange af sine mindre tools og udnytte de mange funktioner i BrightEdge. Ikke mindst hvis du har et helt team, der arbejder med SEO, vil i synes rigtig godt om det opgavesystem der følger med BrightEdge. Funktioner i Brightedge tæller derudover rank tracking, on-page og off-page anbefalinger, linkmuligheder og tracking af eksterne links, sammenligning med konkurrenter på on-page og off-page elementer og ikke mindst Google Analytics data.

 

#3 – Google Analytics

Google Analytics er et gratis allround tool til webanalyse, og er det klart mest brugte i verden. Du har det ganske sikkert allerede koblet til din hjemmeside, og du gør sikkert også brug af de mest åbenlyse funktioner til at analysere og rapportere performance på dit site. Der er dog alt for mange der ikke udnytter de kæmpe store muligheder der er i værktøjet.

Det vigtigste er, at du gør brug af de muligheder der er for at måle salg og konverteringer på din hjemmeside. Hvis du har en webshop, er det naturligvis en dødssynd ikke at have e-commerce tracking på, så du til hver en tid ved præcist hvor meget salg du har på hvilke produkter og fra hvilke kanaler. Har du ikke direkte salg på din hjemmeside, er det dog lige så vigtigt, at du sørger for, at værdisætte dine konverteringspunkter, og begynder at måle på dem. Hvis du for eksempel har en fysisk butik, hvor dine kunder kan booke et møde – fx en bank eller en advokat, kan du sikkert regne ud hvor meget værdi en online mødebooking har. Det eneste du skal vide er, hvor mange møder du skal bruge til at lave et salg, og hvor meget et salg i gennemsnit er værd. Dermed kan du kontinuerligt udregne ROI (return on investment) på dine forskellige aktiviteter – fx SEO, AdWords eller nyhedsbrev.

 

#2 – WordPress

WordPress er vel nok verdens mest populære open source blogging tool og CMS I verden. Der er uendeligt mange CMS’er på markedet, men WordPress er bare så nemt at gå til, og det er så fleksibelt, at det er relevant for de fleste virksomheder. Fordelene ved WordPress er bl.a. følgende:

  • Der findes rigtig mange templates du nemt kan installere, og mange af disse er endda gratis. Dermed kan du være klar med et professionelt site på ingen tid.
  • Du kan lave utallige ændringer i din template og give sitet et unikt look uden de store html-egenskaber, og samtidig beholde de standardiserede funktioner du ved fungerer i templaten. Typisk vil skaberen af din template have en online support hvor du kan få hjælp til at bruge og ændre i din template.
  • Da WordPress er så kæmpe stort over alt i verden, er der vanvittigt mange eksperter, der er klar til at hjælpe dig på diverse WordPress-fora.
  • Hjemmesider i WordPress er typisk søgemaskinevenlige, og du skal ikke være nervøs for at dit WordPress site ikke kan konkurrere med konkurrerendes hjemmesider, der er lavet på langt dyrere og komplekse platforme. Hvis du ikke er stærk i SEO, kan du installere SEO by YOAST, som er en simpel widget der hjælper dig med at optimere dit site.
  • WordPress sites er automatisk sat op til blogging, og er derfor perfekte Inbound Marketing platforme. Da du nemt kan tilføje andre brugere, kan hele dit team bidrage til bloggen, uden at du selv skal røre en finger.
  • Sidst men ikke mindst, er herligheden helt gratis. Du skal kun have dit site hostet på et webhotel eller på din egen server.

Som du nok kan forstå, er der rigtig mange grunde til at bruge WordPress som blogging platform, men der er naturligvis også gode grunde til at vælge andre løsninger. Lav derfor lidt research på det, og overvej hvad der er bedst til din virksomheds behov.

 

#1 – Hubspot

HubSpot er et allround Inbound Marketing tool, der om noget har været motoren for at få Inbound Marketing på landkortet. Der er desværre sat et ret heftigt prisskilt på Hubspot, hvilket nok skræmmer en del væk. Selv hvis du vælger Basic-planen, må du slippe 1.200 kr. om måneden. Du kan dog prøve det gratis i en måned, hvis du er i tvivl om det er en god investering. Med så relativt stor en investering skal din organisation naturligvis være 100 procent committed til Inbound Marketing.

Kort fortalt, kan du med HubSpot tracke dine besøg og dine brugeres engagement på sitet, analysere og monitorere dine sociale aktiviteter, du kan lave professionelt email marketing og lead nurturing, og til sidst kan du rapportere på dine samlede Inbound Marketing-aktiviteter, så du kan måle din ROI.

Et eksempel på en af toolets mange features er HubSpots social streams. Med disse kan du overvåge f.eks. Twitter for brugen af specifikke nøgleord du selv vælger. Det betyder, at du modtager en email fra HubSpot, når f.eks. dit brand eller dine produkter bliver nævnt af andre. Dette gør det meget nemmere at deltage i relevante debatter der sker på platformen.

Da HubSpot naturligvis selv er mester i Inbound Marketing, kan du finde rigtig meget information om toolet på www.hubspot.com og på YouTube, hvor de har en kort videopræsentation. Derudover kan jeg anbefale dig at komme på HubSpots email-liste, hvor du kommer til at modtage en masse gratis guides, templates og lignende, som du kan bruge i dit eget arbejde med Inbound Marketing.

 

Hvad er dine favorit tools?

Arbejder du selv med et eller flere tools, som bare skal være på sådan en liste? Så opfordrer jeg til at byde ind med dine guldkorn i kommentarerne nedenfor.

Tak fordi du læste med! Del, hvis du har venner, kolleger eller følgere, som dette kunne være relevant for.

Top 10 Inbound Marketing tools

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rul til toppen