Stil altid disse 6 krav til dit digitale bureau
Har du styr på hvilken værdi (return on investment) du får ud af den sum penge du hver måned spenderer på dit digitale bureaus aktiviteter?
Hvis ikke, er du er helt sikkert ikke alene!
Mange virksomhedsejere, direktører og koordinatorer ved ikke hvilke spørgsmål de skal stille, og hvor meget de kan forlange i forhold til rapportering af aktiviteter OG resultater.
Hvis du lader det være op til dit bureau, vil de rapportere om alle de gode ting de laver, men ikke den værdi de faktisk bliver betalt for at skabe.
1. Forlang, at bureauet gør brug af virksomhedens Google Analytics konto
Langt de fleste store og mellemstore virksomheder har en Google Analytics konto, som de bruger til rapportering og webanalyse af sin hjemmeside.
Og det er en rigtig god idé!
Det er gratis, og mulighederne for måling og analyse er næsten uendelig.
Benyt derfor et bureau der er skarp i Google Analytics, og forlang at de sørger for, at det er sat korrekt op:
- Med filter der fjerner intern trafik og eventuelt uønsket robot-trafik
- Med indsamling af målgruppedata (alder, køn, interesser)
- Med mål og eventuelt e-handelssporing
- Med linking til Google Search Console og Google AdWords
Har dit nuværende bureau ikke gjort dette, skal du kraftigt overveje om de er den rigtige strategiske partner.
2. Forlang, at bureauet rapporterer værdien af arbejdet – ikke kun hvad de har arbejdet på
Jeg har ofte oplevet digitale bureauer som kun rapporterer det de har lavet (for eksempel annoncer, søgemaskineoptimerede landingssider eller Facebook statusopdateringer), men ikke den værdi disse aktiviteter har skabt.
Ofte betyder dette, at der ikke er skabt de helt store resultater. Hvis man ikke løbende evaluerer værdien af sine aktiviteter, finder man aldrig ud af hvilke marketingkanaler der virker og dermed er klogest at investere i.
Undlader bureauet at måle på værdien i kroner og øre, er de ikke den rette strategiske partner for dig.
3. Forlang, at der bliver sat værdi på resultaterne
Apropos kroner og øre, så skal dit bureau insistere på, så vidt det er muligt, at I sammen værdisætter resultaterne af de digitale aktiviteter.
De fleste virksomheder sælger ikke direkte gennem sin hjemmeside, men det betyder ikke, at man ikke kan måle værdien af virksomhedens online aktiviteter.
Brug andre konverteringspunkter, såsom “Udfyldt Kontaktformular”, “Besøg på siden find forhandler” eller “Downloads”, og giv dem en forventet værdi, baseret på konverteringens salgspotentiale.
Opskriften er simpel: Estimer konverteringsgraden (antal kunder per 100 konverteringer) og tilføj den gennemsnitlige ordrestørrelse eller kundens livstidsværdi.
Så kan I altid regne ud hvor succesfuld en kampagne har været.
4. Forlang, at dit bureau har en holistisk tilgang til online marketing
Selvom dit bureau gør det særligt godt inden for et bestemt område, betyder det ikke, at det er inden for dette område, at du får mest ud af din investering.
Stil dig kun tilfreds med et bureau der har den totale forståelse for de mange muligheder der er inden for digital eller online markedsføring.
De skal ikke være eksperter i alt – for det er ingen. Men de skal kunne være din strategiske partner der kan hjælpe dig med at fordele dit budget så hensigtsmæssigt som muligt og prioritere de marketingkanaler, der er rigtige for din virksomhed.
5. Forlang, at du kan komme ud af aftalen hurtigt
Lav gerne kontrakt med et bureau, hvis det giver mening. Men sørg for at du ikke binder dig for hele eller halve år.
Hvis tilliden mellem kunde og bureau ikke længere er til stede, skal man kunne komme ud af aftalen hurtigt, gerne ved udgangen af måneden.
Der vil være nogle situationer, hvor et bureau har bundet investeringer i projektet/samarbejdet, og her skal man naturligvis følge projektet til ende, eller betale sig ud af aftalen.
6. Forlang et opstartsmøde – for din og bureauets skyld
Det er til gavn for begge parter, at man starter samarbejdet med et personligt opstartsmøde.
Her skal forventningerne afstemmes, målsætninger identificeres og planer fremlægges.
Denne proces er vigtig fordi, at, du som kunde, kan sikre dig, at konkrete planer bliver fulgt, og at bureauet bliver holdt til ansvar for de målsætninger der er sat.
Dette øger bureauets engagement til projektet, og du vil ikke blive et skuffeprojekt, som de hiver frem en gang om året.
Mødet er også gavnligt for bureauets arbejde, da de vil have mulighed for at lære forretningen at kende, hvilket er essentielt i arbejdet med indhold og kommunikation på virksomhedens hjemmeside, sociale meder, osv.